Status: journal system

En åben heads up om de tanker vi gør os og udfordringer på vejen videre frem mod et nyt behandlersystem… læs mere nedenfor.

Fodplan behandlersystem

En spændende rejse – og der er et pænt stykke vej endnu…

Først og fremmest tak til alle jer der har kontaktet os fordi i har fundet ud af at vi er i gang med at udvikle et nyt fodterapeut journalsystem. Mange af jer har gået skridtet videre, har udfyldt vores spørgeskema samt delt gode ideer og forslag.

Vi sætter kæmpe pris på det og jeres opmuntrende tilkendegivelser – det er en stor del af drivkraften for at gøre vores drøm om et alternativt og meget brugervenligt system til virkelighed!

Der er mange af jer der rigtig gerne ville i gang med systemet – og helst i går. Vi kan også se at der er flere der tror vi er lige på trapperne eller allerede i gang og som gerne vil med.

Vi forstår det fuldt ud for vi troede også selv vi ville være meget tæt på nu, men faktum er at vi længere fra end hvad vi havde håbet. Så for at forventningsafstemme ift hvor vi er her primo 2018 følger her den korte opsummering på vores status.

Status – kort version

 

Første mål

Da ideen til systemet blev udklækket håbede vi at kunne have V1 af systemet klar medio 2018. Dette har vist sig at være for optimistisk. Der er flere grunde men det skyldes dog primært disse 3 ting:

1) Kapacitet: Udviklingen af systemet har indtil videre været (og er fortsat) et hobbyprojekt ved siden af alm. arbejde
2) Omfang: De indledende faser (ideudvikling, visualisering osv) har rummet og rummer fortsat nogle udfordringer
3) Teknologi: Vi vil gerne have udviklet systemet på en spritny platformsteknologi som kan håndtere disse udfordringer optimalt

 

Nuværende mål

Vi er fortsat på vej men der er længere vej end vi havde håbet – og af ovenstående grunde er det pt. uvist hvornår første version af journalsystemet er klar og modent nok til at begynde at invitere beta brugere med om bord, men det bliver med sikkerhed ikke i løbet af i indeværende år og næppe heller kommende.

Vi synes selv det er træls ikke at kunne give klar besked om en virksom beta eller lanceringstidspunkt, men sådan ligger landet altså.

For de af jer der ønsker mere indsigt i udviklingsprojektet følger der her uddybende info.

 

De 3 årsager – uddybende

1. Mål og kapacitet

Tanker og planer med systemet føres ud i livet af 2 nysgerrige fodterapeuter med en drøm om at gøre IT-delen af fodterapeutens hverdag enklere og sjovere. Vi sætter barren for systemet højt, fordi vi gerne vil skære igennem med et ekstremt enkelt og og brugervenligt produkt.

Den måde vi griber tingene an på er at fokusere på fodterapeutens behov og IT forudsætninger. Det forsøger vi i første omgang at omsætte i konkrete ideer til brugerflader som siden omsættes i den rette teknologi. Det er en flydende proces der rummer gentagelser, performance tests, dilemmaer og udfordringer.

Vores primære kapacitet er visionen for Fodplans journalsystem. Den bunder i en drivkraft og interesse for det faglige i fodterapi kombineret med en grundlæggende IT indsigt. Faktum er dog at vi indtil videre designer og udvikler alt på fritidsbasis og med småbørnsfamilier på den anden siden af fyraften er der i sidste ende begrænset med tid  til rådighed.

Selvom projektet er drønspændende, så er vi desværre ikke i en situation hvor vi bare kan smide alt vi har i hænderne for at give udviklingen fuld gas. Det er derudover kun den ene af os der har en decideret IT faglig baggrund, så det begrænser også vores muligheder for at trykke på speederen.

2. Omfanget er… tjae, omfattende!

Der er en høj grad af kompleksitet i projektet på vejen frem mod visionen. Helt overordnet er det en udfordring at koge de mange fodterapeutiske aspekter ned til et minimalistisk og let anvendeligt produkt. Vi har stor fokus på forenkling af hensyn til os selv og vore kollegaer, men der er en nidkær balance mellem forenkling og overforenkling.

Et eksempel på en af udfordringer vi står med: Vi ser det som alfa omega at systemet ikke begrænser sig til en enkelt platform Dvs. vi ønsker systemet skal fungere på alt fra større smartphones og tablets til laptops og PCere – og dette uanset om vi snakker Windows, Mac, iOs, Android eller andre styresystemet. Der har dog åbnet sig en omfattende udfordring i at sikre kontinuitet i det flydende design. Bl.a. derfor kan vi se at vi har brug for langt mere tid til at visualisere systemets flow end først antaget.

Dette bringer os videre til den tredje større hurdle som vi forsøger at løse.

3. Teknologi – den rette platform

Fra starten var vores håb og formodning at når først vi havde alle brugerfladernes flow defineret ville selv kunne programmere en beta-version af systemet på ægte ‘gør-det’selv’ maner. Som vi er kommet længere frem i forløbet må vi dog erkende at dette ikke er den rette vej frem for projektet. Det skyldes bl.a. at den teknologiske udvikling går rasende hurtigt. For at imødekomme fremtiden er vi kommet frem til at systemet bør baseres på en ny teknologi som vi desværre ikke er selv besidder de fornødne kompetencer indefor.

At bryde med ‘gør-det-selv’ paradigmet er et radikalt spring væk fra vores indledende Gør-det-selv filosofi for projektet. Vi er udfordret på følgende områder ved den kursændring :

  • Ny tilgang
    For at gå denne nye vej er en kompetent og ansvarlig teknisk udviklingspartner med den fornødne ekspertise i den cutting edge teknologi vi ser som det bedste match. Dette er en proces i sig selv.
  • Økonomi
    At åbne projektet yderligere fordrer kapital og vi har fra starten sagt at vi klarer os med beskedne rammer dvs. primært egne ressourcer. Det gør også projektet langt mere risikabelt for os. Det er i forvejen et sats for os at bruge vores tid på at udvikle et system til en meget snæver målgruppe domineret af etablerede IT systemer.
  • Tid
    En anden vigtig faktor er fortsat tiden i sig selv. Når man involverer andre parter i et projekt som dette kræver det at man har den fornødne tid til at sikre kvalitet i proces- og projektstyring. Vi får ikke mere tid af dette. Tværtom.

Vi er kommer frem til af det eneste rigtige er at tage tingene i et tempo vi kan stå inde for at knække nøden rigtigt. Vi har brug for at sondere lidt for at finde den rette vej videre frem i tråd med vores mavefornemmelse for projektet samt andre faktorer.

Konklusionen for nu…

 

Udgangspunktet gradvist flyttet sig i processen og vi er blevet klogere på en del ting. Vi må på den baggrund erkende at vi ikke kommer til leve op til vores egen indledende målsætning. Lige nu er der  for mange ubekendte til at vi kan vurdere, hvornår vi kan have første version klar.

Der er allerede nogle af jer der har tilkendegivet om vi ikke kunne gå på kompromis med visionen for at komme hurtigere på banen med noget nyt.

Selvom vi forstår synspunktet vil det for os at se underminere hele formålet med projektet.

Hvis vi går nye veje blot for at lave noget middelmådigt svigter vi ideen bag projektet. Vi skærer gerne genvej såfremt det giver mening for vores brugere og slutproduktet, men ikke på bekostning af de grundlæggende ideer i visionen for systemet eller systemets performance. Det vil bare være som at tisse i bukserne – og det vil ikke give os selv eller andre det system der efter vores overbevisning er brug for.

En del af vores værdigrundlag er at være åbne. Vi håber du har fået et indblik i nogle af de dilemmaer og overvejelser vi gør os – herunder hvilke udfordringer vi har mødt på vejen indtil videre. Vi forstår at det for nogen af jer vil føles skuffende at processen tager den tid den tager. Vi glæder os til på sigt at kvittere med et gedigent alternativt system til fodterapeuter.

 

Men hvornår – sådan ca er det klart… har I en fornemmelse?

 

Det vil i så fald være rent gætværk og vi vil fremdeles afholde os fra at gisne om lanceringstidspunkter. Vi skal have den nye grundarkitektur til systemet på plads i en rimelig gennemtestet version før vi føler os klar til at give konkret besked.

Vi går som beskrevet med nogle overvejelser og ser nogle udfordringer som vi nok skal få på plads. Men det er endnu for tidligt til at komme med kvalificerede bud så det afholder vi os fra af princip.

Vi glæder os til at løse de spændende udfordringer der er på vejen til af vi får realiseret de drømme og visioner vi har om systemet. Vi tænker de fleste af jer forstår at hvor vigtigt det er for os at lave et alternativt og gerne banebrydende journalsystem. Noget de fleste af jer forhåbentlig vil synes er ventetiden værd.

Du altid velkommen til at kontakte os eller give os en kommentar med på vejen hvis du har noget på hjerte.

Med de bedste ønsker om et godt og lykkebringende 2018 til alle jer derude!

Team Fodplan

Send os en mail

7 + 4 =